På trods af ekstra senge var Regionshospitalet Randers plaget af travlhed og pladsmangel
- Det er sidste dag, han er hjemme. Han når faktisk ikke hjem igen.
Anita Laursen ser på billeder på sin telefon. Det er billeder af hendes far, hvor han har slanger og drop koblet til kroppen. Det var sådan, han så ud i sine sidste dage, inden han døde af en simpel lungebetændelse på Regionshospitalet Randers. Det skete efter en periode med flere genindlæggelser på et hospital, der døjede med overbelægning.
- Det var vildt frustrerende. Man følte afmagt. Det var smadderhårdt at stå i, siger Anita Laursen.
Markant færre medicinske sengepladser
Selvom hospitalerne kæmper med tilbagevendende overbelægning, så bliver der skåret i antallet af sengepladser. Det sker særligt på de medicinske afdelinger, hvor mange af alderdommens sygdomme behandles.
På fire år er der således fjernet mindst 395 medicinske senge, viser tal fra Sundhedsdatastyrelsen, som DR har analyseret.
Anita Laursens far blev indlagt med leverproblemer første gang i påsken, og igen i april, hvor Regionshospitalet Randers havde store problemer med at skaffe plads nok til de mange patienter, der søgte hjælp.
Det var på trods af, at hospitalet havde oprettet ekstra sengepladser.
Den medfølgende travlhed kunne Anita Laursen tydeligt mærke, og hun var derfor hos sin far hver dag - ofte hele dagen.
- Jeg oplevede, at vi ikke fik den hjælp, vi skulle have. Min fornemmelse var, at hvis jeg ikke holdt dem op på det, de havde sagt to dage forinden, så blev det ikke gjort, siger hun.
Flere gange under sin fars indlæggelser, henvender hun sig til personalet, hvor hun gør det klart, at travlheden og behandlingen ikke er i orden.
- Jeg synes, det er urimeligt, at man skal være så opmærksom, siger Anita Laursen.
Anita Laursen fortæller, at hun i rækken af indlæggelser oplever at komme ind til sin far, hvor han er våd og kold af at have ligget i sin egen urin i løbet af natten, og at der ikke var nogen alarmsnor, han kunne hive i.
Hun oplever også, at han skal drikke kontrastvæske, fordi han skal scannes. Men da er han allerede blevet scannet fire dage forinden.
- Og så kommer de ind og siger 'beklager, det er en fejl'. Han fik scanningen den nat, han kom ind, men det vidste de ikke. Fire dage efter.
- Man har jo hele tiden tillid til, at de læser journalen. Ingen af de tre, der kommer ind den morgen, har åbenbart læst, at han har været til den scanning eller undret sig over, hvorfor han skal i den samme scanning igen, siger Anita Laursen.
Kraftig blødning men ingen hjælp
For Anita Laursen toppede rækken af dårlige oplevelser, da en vene springer i hendes fars spiserør, så han begynder at bløde voldsomt. De pårørende må finde opkastsposer til ham.
- Dem fylder vi faktisk otte af, og det var rigtig voldsomt og frustrerende.
Læs hele artiklen her: https://www.dr.dk/nyheder/indland/anitas-far-doede-paa-travlt-hospital-det-var-ikke-en-vaerdig-afslutning
- Det er sidste dag, han er hjemme. Han når faktisk ikke hjem igen.
Anita Laursen ser på billeder på sin telefon. Det er billeder af hendes far, hvor han har slanger og drop koblet til kroppen. Det var sådan, han så ud i sine sidste dage, inden han døde af en simpel lungebetændelse på Regionshospitalet Randers. Det skete efter en periode med flere genindlæggelser på et hospital, der døjede med overbelægning.
- Det var vildt frustrerende. Man følte afmagt. Det var smadderhårdt at stå i, siger Anita Laursen.
Markant færre medicinske sengepladser
Selvom hospitalerne kæmper med tilbagevendende overbelægning, så bliver der skåret i antallet af sengepladser. Det sker særligt på de medicinske afdelinger, hvor mange af alderdommens sygdomme behandles.
På fire år er der således fjernet mindst 395 medicinske senge, viser tal fra Sundhedsdatastyrelsen, som DR har analyseret.
Anita Laursens far blev indlagt med leverproblemer første gang i påsken, og igen i april, hvor Regionshospitalet Randers havde store problemer med at skaffe plads nok til de mange patienter, der søgte hjælp.
Det var på trods af, at hospitalet havde oprettet ekstra sengepladser.
Den medfølgende travlhed kunne Anita Laursen tydeligt mærke, og hun var derfor hos sin far hver dag - ofte hele dagen.
- Jeg oplevede, at vi ikke fik den hjælp, vi skulle have. Min fornemmelse var, at hvis jeg ikke holdt dem op på det, de havde sagt to dage forinden, så blev det ikke gjort, siger hun.
Flere gange under sin fars indlæggelser, henvender hun sig til personalet, hvor hun gør det klart, at travlheden og behandlingen ikke er i orden.
- Jeg synes, det er urimeligt, at man skal være så opmærksom, siger Anita Laursen.
Anita Laursen fortæller, at hun i rækken af indlæggelser oplever at komme ind til sin far, hvor han er våd og kold af at have ligget i sin egen urin i løbet af natten, og at der ikke var nogen alarmsnor, han kunne hive i.
Hun oplever også, at han skal drikke kontrastvæske, fordi han skal scannes. Men da er han allerede blevet scannet fire dage forinden.
- Og så kommer de ind og siger 'beklager, det er en fejl'. Han fik scanningen den nat, han kom ind, men det vidste de ikke. Fire dage efter.
- Man har jo hele tiden tillid til, at de læser journalen. Ingen af de tre, der kommer ind den morgen, har åbenbart læst, at han har været til den scanning eller undret sig over, hvorfor han skal i den samme scanning igen, siger Anita Laursen.
Kraftig blødning men ingen hjælp
For Anita Laursen toppede rækken af dårlige oplevelser, da en vene springer i hendes fars spiserør, så han begynder at bløde voldsomt. De pårørende må finde opkastsposer til ham.
- Dem fylder vi faktisk otte af, og det var rigtig voldsomt og frustrerende.
Læs hele artiklen her: https://www.dr.dk/nyheder/indland/anitas-far-doede-paa-travlt-hospital-det-var-ikke-en-vaerdig-afslutning
Category
📚
Learning